Efterlysning!
Da jeg var en bette purk, var der ikke meget, der kunne slå en god skattejagt. Om det så var til fødselsdag hos vennerne, i baghaven, på film eller rendyrket fantasi – det betød intet. Bare man kunne lege lidt Indiana Jones, så var dagen redet.
Nu er det så igen blevet tid til en skattejagt. Her kunne jeg vælge et væld af ting, som jeg gerne ville finde. Atlantis var faktisk med på min liste – men dog var der en ting, som jeg finder meget mere besværlig at finde…
Derfor sætter jeg nu mit liv på spil, for at finde folk, der har oplevet positiv livsforandring efter at have lyttet til råd fra Joan Ørting.
Allerede som det er nu, har jeg ledt med lys og lygte, men kun fundet frem til “din bog ændrede mit liv” snak, som jo uden tvivl er skrevet af mokken selv.
Det jeg ønsker er en historie om to personer, der faktisk har fået det bedre, efter den ene i fortvivelse, har sendt et spørgsmål til Joans brevkasse.
Personer, der så har tænkt “hun har sgu ret hende Joan” og fulgt hendes råd, der har været skrevet som svar på spørgsmålet.
Kan du sige “dét har jeg gjort”, eller kender du andre, der har fået det bedre efter et sådant råd, så skriv endelig til mig, så jeg kan hænge dig ud her på siden, som værende dybt naiv og mentalt ude af balance.
På forhånd tak.